Artikler

Nedenfor følger udvalgte bidrag jeg og mine samarbejdspartnere i forskellige sammenhænge har leveret omkring bestyrelsesarbejde. F.eks. er nedenfor en artikel jeg har skrevet til Connect Denmark i foråret 2016, en artikel af professor Anders Frederiksen, Århus Universitet om bestyrelsesarbejde i iværksættervirksomheder, og et link til et interview med ejer Flemming Lind Andersen, Urbanwater, hvor jeg er bestyrelsesformand.

God læselyst !

“Bestyrelsesarbejde i små og mellemstore virksomheder

Mere end 43.000 danske aktie- og anpartsselskaber i Danmark er ejerledede. Alene antallet af virksomheder fortæller noget om hvor væksten i Danmark skal komme fra – det er her der skal skabes flere arbejdspladser, mere eksport. Der er 17.000 virksomheder, der skal ejerskiftes indenfor de næste 10 år.

Af samme grund er bestyrelsesarbejdet også for alvorligt til at overlade til tante Oda og fætter Kaj – med mindre at lige netop Oda og Kaj har de kompetencer  virksomheden har brug for.

Hvorfor en ekstern bestyrelse?

Rigtig mange ejerledere fortæller mig at de har for travlt med den daglige drift, at de ikke har tid til at betjene en bestyrelse, at de er bekymrede for om de mister indflydelse. Mit svar er: du har ikke råd til at lade være med at have en bestyrelse. Fordi alle har brug for struktureret sparring, fordi du får hjælp til at arbejde systematisk med strategi og vækst og dermed skabe maksimal værdi i virksomheden. Fordi ingen er god til det hele – ingen kan overskue alt, fordi kvalificeret hjælp er uvurderlig og billigere end konsulenthjælp og fordi du får nogen udenfor  familien at dele dine bekymringer med og får objektive in-put til dine overvejelser omkring f.eks. generations- og ejerskifte.

Med andre ord – hav respekt for din egen virksomhed, den fortjener det bedste.

Hvordan – Stil krav til dem du ansætter – og til dig selv

Som ejerleder skal du i udgangspunktet være sikker på, hvad du vil med en bestyrelse og hvad du vil bruge den til – ellers er det spild af tid og penge. Du skal ville være klar til at definere mål for din virksomhed og følge op på dem – som om den ikke var en ejerledet virksomhed. Ellers mister du fokus på de forretningsområder der skal give dig væksten. Være indstillet på åben og ærlig dialog i og mellem bestyrelse og daglig ledelse om alle forretningskritiske spørgsmål. Når du ved hvad du vil, er det noget nemmere at finde de folk du skal bruge og som bedst kan hjælpe dig optimere forretningsudvikling og vækst.

Det er helt afgørende for et vellykket samarbejde, at du er tydelig omkring hvad du ønsker og forventer af de mennesker du knytter til din virksomhed. Lav kontrakter der fortæller hvor meget tid der forventes brugt pr. år, hvilke kompetencer der skal bruges og lav tidsbegrænsning på samarbejdet. Det er altid nemmere at forlænge end forkorte et samarbejde. Har du nogen sinde ansat en leder uden en kontrakt? Næppe – og bestyrelsesarbejde er ledelse.

Hvad får du ud af det?

Du får professionelle sparringspartnere ind i din virksomhed- folk der brænder for at gøre en positiv forskel for netop din virksomhed, og du får adgang til et netværk du  ikke selv har. Du får dygtige menneskers saglige og neutrale in-put til hvordan du optimerer indtjeningen – til gavn for dig, din familie og virksomheden. Sidst men ikke mindst får du værktøjer og hjælp til at tage de vanskelige forretningskritiske beslutninger og få dem ført ud i livet. 

De fleste ejere har brugt mange kræfter, tid og penge på at opbygge deres virksomhed, og de værdier  de har skabt, fortjener intet mindre end det bedste –  en professionel bestyrelse.

Lone Sejersen, bestyrelsesformand.”

Interview med ejer og CEO Flemming Lind Andersen, Urbanwater Se link fra TV2 Business om en iværksætters erfaring med en professionel bestyrelsesformand  – Iværksætter hjulpet ud af dødens gab

 

Artikel af Institutleder og professor Anders Frederiksen – bestyrelsesarbejde i iværksættervirksomheder:

” Iværksætteri skaber vækst. Det er svært at være uenig i den påstand, men kigger man ordentligt efter, så er det ikke alt iværksætteri, der skaber vækst. Selvom Danmark ligger lunt i svinget, når det kommer til at starte nye virksomheder, så viser en fintælling, at alt for mange virksomheder går til grunde inden for deres første leveår, og at alt for få vokser sig stor. Iværksætteri er med andre ord en farefuld færd, som kun få overlever.

Nu er mit formål ikke at tage modet fra iværksættere eller fra dem, der har en drøm om at starte egen virksomhed. Det ville også være absurd som leder på et institut i Herning, der netop har iværksætteri som en mærkesag. Mit formål er faktisk det modsatte – lad os få flere iværksættere, men gerne iværksættere af den slags der overlever og skaber vækst i regionen.

Fordi iværksætteri er vigtigt, både for vores region og for Danmark, har jeg gennem de seneste år studeret iværksætteri sammen med mit forskerhold. Vi har trawlet Danmarks Statestiks databaser for resultater, og vi har snakket med et utal af lokale iværksættere og deres bestyrelser. På den baggrund står det meget klart, at selvom alle nye virksomheder er unikke, og deres skæbne er uvis, så er der nogle, der står bedre end andre – nogle er ganske enkelt rustet til vækst.

Der er tre enkle råd, man bør følge som iværksætter. For det første skal man vise seriøsitet. Det kan man gøre ved at skabe en økonomi, der gør det muligt at starte som et ApS-selskab. Med ApS som selskabsform har man også den fordel, at der ikke kan mistes mere end det indskudte beløb, hvis projektet mislykkes.

Det andet gode råd er at finde sammen med andre. Bare fordi man har en god ide og ved, hvordan et produkt skal se ud, så betyder det ikke nødvendigvis, at man også ved, hvordan det skal sælges eller hvordan man skaffer finansiering til at sætte det i produktion. Og hvad med alt det der ledelse? Så: Team op med nogen, der deler din passion, men som kan noget andet – få noget bredde på. Det bedste er at få nogen med, som har branche erfaring, altså nogen der kender spillereglerne, og som måske har et godt netværk inden for branchen. Et andet stærkt kort er at få nogen med, der har ledelseserfaring; personer, som ved, hvordan man driver en forretning, og som har prøvet at tage beslutninger, både når det går godt, og forretningen skal udvides, og når det går mindre godt, og der skal prioriteres benhårdt.

Det sidste råd er, at man ikke skal være bange for at gøre brug af en bestyrelse eller et mere uformelt “advisory board”/ vejlederpanel. Det at få et professionelt, eksternt blik på sin virksomhed kan måske koste lidt på den korte bane, men til gengælde vil man få udstukket den rette kurs for fremtiden. Det skal dog i samme åndedrag nævnes, at det er vigtigt at være kritisk over for bestyrelsen, for farvandet er fyldt med både gode og mindre gode kræfter.

Iværksætteri er altså en god ting, men det er også en farefuld færd, som kræver en bred indsigt. Det er derfor vigtigt, at man går seriøst til værks og får opbygget eller indsamlet de kompetencer, der skal til for at drive egen virksomhed. Kan man sælge sand i Sahara, så kan det være en god ide at finde en med teknisk indsigt, der kan vurdere om produktet nu også er konkurrencedygtigt på den lidt længere bane. Og er man en teknisk person, så er det nok en god ide at erhverve sig kompetencer inden for ledelse og forretningsudvikling.

Institutleder og professor Anders Frederiksen”